kronisk træthed
Kvinder bliver anbragt i roller, de ikke fysisk passer ind i, siger Dr.med. Henrik Skrotburger om årsagen til, at flere og flere kvinder rammes af kronisk træthed.
Rammer aktive kvinder
Henrik er en af de få læger herhjemme, der tager de nye sygdomme alvorligt. I sin praksis i Odense behandler han primært ’træthedspatienter’, hvoraf langt størstedelen er kvinder.
– Hovedparten af de kvinder, der rammes af kronisk træthed, er ufaglærte kvinder med fysisk anstrengende jobs. De er er stressede og aktive kvinder, der helst vil være på forkant med tingene og er forlegne ved at holde pauser, fortæller Henrik.
Invaliderende sygdom
Selvom kronisk træthed officielt set ikke findes, kan det være en invaliderende sygdom. Man må sætte sig ned efter at have gået 50 meter, koncentrationen svigter, og kører man bil, kan man lige pludselig ikke kende forskel på det røde og det grønne lys. Som medvirkende årsag til problemet peger Henrik på arbejdsmarkedets stigende krav, der blandt andet medfører et større opsyn på arbejdstempoet.
Ligestilling ikke ligeværdighed
– Kvinder bliver anbragt i roller, de rent fysisk ikke passer ind i. Ligestilling betyder ikke nødvendigvis ligeværdighed. Kvinder er ikke som mænd beskyttet af et muskelpanser, og kan derfor ikke klare det samme tempo og de samme fysiske belastninger som mænd.
Hertil kommer at kvinder mellem 15 og 45 er stærkt påvirket af deres kønshormoner. Deres stresshormoner stiger gradvist i løbet af dagen, hvor mænd er bedre til at slappe af, når de kommer hjem fra arbejde. Det ligger i kvinders natur, at de også skal have succes på hjemmefronten.
Tryk på pause
De såkaldt nye sygdomme, som for eksempel kronisk træthed, er et stigende problem. Og har man først fået det, er det noget, man skal tage hensyn til resten af sit liv. For at forebygge sygdommen må kvinder blive bedre til at lytte til deres krop og forsøge at få medindflydelse på arbejdstempoet, hvis de har mulighed for det.
Hellere en pause for meget, end en pause for lidt.