Kvinder og smerter
Kvinder og smerter: Kvinder har alt for travlt med at leve op til idealet om den perfekte kvinde. Derfor lider så mange af kroniske smerter, mener neuropsykolog Margit Simonsen.
Findes Superkvinden?
Vi kender hende. Kvinden der kan det hele, og lidt til. Hun har fuld fart på karrieren, er supermor, dyrker sport og har et perfekt ægteskab. Og så ser hun naturligvis altid brandgodt ud. Vi kender hende især fra ugebladene, hvor hun optræder som vor tids idealkvinde. Men sådan er virkeligheden ikke. Og forsøger man alt for krampagtigt at leve op til idealet, bliver man fysisk syg, siger neuropsykolog Margit Simonsen.
Vi reagerer fysisk
– Når især kvinder får kroniske smerter, skyldes det, at kvinder er dødstressede af at leve op til tidens idealer om både at gøre karriere, være alt for børnene og være indtagende som kvinde, forklarer hun.
– Kvinder reagerer fysisk på stress. Det er vores måde at overleve på. Hvis f.eks. vores børn har det dårligt, får vi det fysisk dårligt, mener Margit.
Et samfundsproblem
Margit giver ikke meget for de undersøgelser, der tyder på, at kvinder af biologiske årsager skulle være mere følsomme overfor smerter end mænd.
– Man har altid ønsket at sygeliggøre kvinder. Før i tiden var det vores livmoder, der var noget i vejen med, for tiden er det vores nerver. Det flytter opmærksomheden fra det egentlige problem: Nemlig at kvinder er syge af stress. Vil vi gøre noget ved det, må vi se det som et arbejdsmarkeds- og samfundsmæssigt problem.
Smerter af stress
Margit fortæller om de mange lidelser, som lægerne ikke kan finde fysiske belæg for, f.eks. fibromyalgi, piskesmæld og kronisk muskeltræthed.
Hun negligerer ikke smerterne – for der er ingen tvivl om at disse kvinder har ekstremt ondt – men hun forklarer, at smerterne er stress-symptomer. Efter lang tids stress bukker kroppen ganske enkelt under.
Det har skabt en voldsom debat. Især smertepatienterne, der ofte har fået at vide, at de er hysteriske, er vrede.
– Jeg tror, at mange kvinder med kroniske smerter har så fysisk ondt, at de har brug for en diagnose til at forklare smerterne. Problemet er bare, at hvis vi opfatter disse symptomer som nye folkesygdomme, får vi ikke gjort noget ved det reelle problem.