Styrk din selvtillid!
Glimmer

Styrk din selvtillid!

I virkeligheden handler ægte og langvarig selvtillid ikke om alder eller udseende, men om din interne dialog. Det hele begynder med dine tanker om dig selv! 

5 skridt til selvtillid: 

1. Kvæl din indre kritiker 
At have 100 % tillid og kærlighed til dig selv starter med at træffe en beslutning om aldrig nogensinde at kritisere dig selv for noget som helst. Ja, jeg ved godt, at vi lærer meget af kritik, men du skal nok få rigeligt udefra, så der er ikke nogen grund til selv at bidrage. Næste gang du gør noget, du ikke er så stolt over, så spørg i stedet dig selv: ”Hvad kan jeg lære af dette?” eller ”Hvordan er jeg blevet endnu klogere?” 

2. Skriv succes-dagbog 
Det, du fokuserer på, vokser – så hvorfor ikke marinere dig selv i dine succesoplevelser? Skriv hver aften tre positive ting ved dagen, du er taknemmelig over. Når du ved, at du om aftenen skal finde tre ting, begynder du automatisk at fokusere på dem i løbet af dagen. Mange mener, at vi lærer mest af vores fiaskoer, men jeg tror på, at vi lærer langt mere ved at fokusere på vores succeser. 

3. Bekræft dit selvværd 
Vores tanker former vores ord, og vores ord former vores handlinger. Vælg den sætning, du har mest brug for, og gentag den om og om igen hver morgen i brusebadet. 
– Jeg er fuldkommen, som jeg er. 
– Jeg fortjener det bedste. 
– Alt er godt i min verden. 
– Jeg er smuk, kreativ og intelligent.
– Mit liv er en uendelig kilde til glæde og kærlighed. 

4. Hold hovedet højt 
Når du ændrer din fysiske tilstand, ændrer du øjeblikkeligt din følelsesmæssige og mentale tilstand. Spørg dig selv: ”Hvordan bevæger en person, der sprudler af energi og selvtillid sig?” Bevæg dig på samme måde og oplev samme følelse. Min gamle danselærer sagde altid, at måden vi indtog dansegulvet på til en turnering bestemte, om vi ville vinde eller tabe. Det råd har jeg fulgt til samtlige eksamener, min køreprøve, vigtige møder og jobsamtaler. Du mærker måske nervøsiteten, men du tager skridtet alligevel, og intet kan holde dig tilbage, når først din fysiske krop har taget styringen! For hver eneste tanke du tænker, sker der en fysiologisk ændring i kroppen, og for hver en bevægelse du foretager dig med kroppen, sker der en ænd-ring af dine tanker. Ordet ”emotion” (følelse) stammer fra ordet ”motion” (bevægelse). 

5. Tro, at du er noget 
Vi har alle hørt sætningen ”Du skal ikke tro, at du er noget”. Men hvad er det for noget vås? Du er fantastisk, og det eneste, der begrænser dig, er dine egne fastlåste forestillinger om, at du ikke er så meget. Shakespeare sagde, at du ikke er andet end en skuespiller, men i virkeligheden er du hele teateret, instruktøren, skuespilleren, lysdesigneren, skrædderen, billetsælgeren osv. Når du virkelig tror, at du er noget, kan du hver dag sætte scenen selv. Hvilke positive ting vil du vælge at tro om dig selv? Husk, at der har aldrig – og der vil aldrig nogensinde igen – være en person nøjagtig som dig. Du er helt unik med dine specielle gaver og talenter!

Blog om mode, billeder, kunst, mad og meget mere