Diva med succes
Glamourøse drømme og nye trends bliver skabt af de største stjerner. Kvinder med en stil, der stadig holder og inspirerer – også mange år efter deres tid i rampelyset. Siden de første stumfilm rullede over biograf-lærreder verden over, har de smukke stjerner inspireret kvinder til at prøve noget nyt og vovet.
AUDREY HEPBURN (1929-1993)
Et ordsprog lyder: ’Øjnene er sjælens spejl’. Det gælder også den kønne, sofistikerede og elegante Audrey Hepburn. Yndefuld som en ballerina knejsede hun altid nakken med et nærmest majestætisk udtryk, mens hun kiggede på os med sine udtryksfulde dådyrøjne og fremhævede sin spinkle krop med sorte ankelbukser, sort top og flade sko. Hun har en superslank talje, som ofte blev fremhævet i toppe og nederdele, og hun var med til at udødeliggøre ”den lille sorte” i filmen ”Breakfast at Tiffany´s”. Dådyrøjnene glimter om kap med diamanterne på billedet af hende fra netop denne film, som stadig præger mange tasker og bluser (og lærredforhænget i den københavnske biograf Metropol).
Givenchys yndlingsmodel
Stilbevidst og med et skarpt blik for, hvad der klædte hende, var hun i mange år Givenchys yndlingsmodel. Givenchy designede nogle af hendes flotteste kjoler, inklusiv den lille sorte, og han var også manden bag hendes pilleæskehatte og tilhørende frakker, som er så smukke og elegante, at stil-ikonet over alle præsidentfruer – Jaqueline Kennedy – begyndte at gå i dem. Det er da en blåstempling, der vil noget!
Hun var en af de helt store stil-ikoner
Audrey fremhævede altid sin spinkle krop som et aktiv, og hendes lange, svaneagtige hals var med til at understrege hendes image. Ofte var hendes bluser dog skåret ved halsen for at forkorte den, ligesom små, kække tørklæder og rullekraven igen kom frem. Men halsen fremstod også ofte lang og bar, og når alt kommer til alt, er det den drengede klipning eller det smukt opsatte hår, de store, brune øjne og de buskede øjenbryn, der sammen med den yndefulde og velklædte krop er med til at understrege hende som et af de helt store stil-ikoner. Audrey var i mange år ambassadør for Unicef og Børns Vilkår, som lå hendes hjerte nær, og der er faktisk oprettet en fond i hendes navn til børns vel: Audrey Hepburn Children´s Fund, hvilket årtier efter hendes gennembrud, stadig gør hende topmoderne.
Læs mere:
- chef på stilletter
- Bliv bedre til at støtte din veninde
- Enlige mødre er stærke
- Trænger du til en pause?
Stil-bidrag:
– ”Den lille sorte”
– Pilleæskehatte med matchende frakke
– Kække tørklæder