individuelt
Ja, det er så min situation, og det har det faktisk været et godt stykke tid. Med mellemrum. Det er en sær størrelse, det stress. Det kommer snigende som en tyv i natten, og når man ikke rigtig ved hvad man har med at gøre, så er det svært at se symptomer og faresignaler. Det snedige ved stress er nemlig, at der ikke er noget facit for hvornår man er syg, eller om man er syg. Det er fuldstændig individuelt, og det er nok også derfor der er svært for udenforstående at tage seriøst eller sætte sig ind i. Man kan jo heller ikke direkte se på folk om de lider af stress, men om andre tror på én eller ej, så skal man selv tage det seriøst. Især før det tager fat for alvor.
MINE SYMPTOMER
Først skal det lige siges at jeg ikke er læge eller noget, og det er lutter min egen erfaring jeg skriver om. Hvis du kan genkende noget her, så lov mig at gå til lægen!
Som sagt er der intet facit, men der er nogle generelle kendetegn, så som koncentrationsbesvær, træthed, irritation, nul sexlyst osv. I ved, det der kommer op når man googler stresssymptomer.
Måske har man et par af de symptomer, og tænker at det nok ikke er det, fordi det ikke passer 100%, eller at man bare lige skal have en weekend på langs. Sådan havde jeg det i hvert fald, så jeg tænker jeg vil dele mit forløb med jer, for der er med garanti andre i samme situation. Jeg har bl.a. haft det således:
- Jeg har faktisk alle de ovenstående symptomer, sexlysten er dog ok, men den ville være større hvis jeg ikke havde stress.
- Det værste er nok at jeg føler jeg render rundt i en osteklokke med en hætte over hovedet. Jeg føler at alle de indtryk jeg møder, ikke kan komme ordentligt ind, at alt går hurtigt forbi mens det kører med 30 cm i timen oppe i hovedet. Det er frustrerende når man plejer at være en af de hurtige.
- Jeg har intet overskud-what so ever. Min lejlighed ligner lort, opvasken står alt for længe, og små to do’s tager en krig og fire dage at komme igennem, hvis jeg overhovedet for det gjort. Jeg har heller ikke overskud til at dyrke motion, gå i byen eller lave noget kreativt, som f.x. at blogge. Forget about it Honey!
- Tankemylder/motorvej i hovedet. Det kan beskrives som larm uden lyd. Man kan ikke fokuserer eller koncentrere sig- fucking irriterende.
- Dårlig hukommelse- og jeg plejer at huske alt. Hvor alt ligger, hvor andres ting ligger, et 8-mands bords omelet-bestillingen med forskelligt fyld. Jeg huskede alle småting, og nu kan jeg dårligt huske hvad den her sætning startede med. ARGH!
DER ER SIKKERT FLERE…
Men det er altså ikke småting ser jeg, især nu hvor jeg sidder og skriver det hele ned. Det allerværste er nok den angst som stressen fremprovokerer. Efterhånden kan jeg heldigvis mærke når det kommer og stoppe det før det tager fat, men fuck hvor er det bare out of character for mig. Jeg plejer altid at have enormt meget selvkontrol- næsten for meget, og når sådan noget som angstanfald kommer ind i billedet og er noget jeg ikke selv styrer, så bliver jeg forvirret. Jeg er heller ikke ‘svag af sind’ så at sige, det er ikke angst på den måde, det er udelukkende pga. stress. Det skal lige siges at jeg har været til lægen med det hele, og det er hendes ord mht. angsten. Men det er godt nok en uvant situation, sådan at være skrøbelig på det punkt.
JEG VÅGNEDE OM NATTEN OG TROEDE JEG SKULLE DØ
Det lyder voldsomt, men det var sådan jeg havde det, da jeg midt om natten vågnede med et gisp og satte mig op i sengen. Fuldstændig som på film… Mit hjerte hamrede så hårdt at jeg kunne mærke det i ørerne, og jeg var sikker på at der var noget galt med det, og nu var det altså tid til at smide tøflerne. Jeg husker at jeg var meget tæt på at løbe ud på gangen og hamre på hos naboen, men der var noget der fik mig til at blive siddende og tænke ‘træk vejret’ . Jeg prøvede at slappe af- dyb indånding- pfuuhh… Tænkte for mig selv at hvis jeg havde fået hjertestop ville mit hjerte nok ikke hamre sig på vej ud af halsen…
Så faldt jeg til ro, og jeg var helt rystet. Da jeg var kommet til mig selv vidste jeg egentlig godt at jeg havde haft et angstanfald, men jeg googlede alligevel alt hvad jeg kunne indtil jeg faldt i søvn igen. Det skete én gang til et stykke tid efter. Der ringede jeg til min søster som var i byen, og hun kom styrtende med en teambox og cola fra McDonalds. Elsker den lille lort helt op til stjernerne! Har ikke haft et anfald siden, men er tit vågnet og har følt mig nervøs. Så ved jeg det er tid til at tage den med ro. Her er min selvkontrol heldigvis kommet tilbage.
AFTENEN OP TIL DET FØRSTE ANFALD…
havde jeg været på arbejde. Dengang arbejde jeg på Meyers, og var lige startet som kokkeelev. Det er nok ca. 3 år siden. Ham jeg så var elev under var snotforvirret og talte så grimt. Det provokerede mig helt vildt, for da jeg arbejde som tjener den ene dag var han sød, jokede og talte med respekt, men da jeg næste dag var hans elev talte han simpelthen så nedladende, og jeg kunne slet ikke tage ham seriøst. Nå, men den aften skulle jeg tælle tallerkener til en servering, og hver gang jeg nåede til 10-14 stykker kunne jeg ikke tælle videre. Jeg glemte hvor jeg var kommet til. Det var helt hul i hovedet og som jeg husker det meldte jeg mig syg med det samme. Det var ikke; ‘chef må jeg godt gå hjem?’ det var: ‘chef, jeg går hjem!’ Så vågnede jeg med angstanfald om natten.
Dagen efter gik jeg til lægen, og hun fortalt mig at jeg var meget stresset. Hun målte mit hjerte- det var fint, hun tog blodprøver, gav mig en lægeerklæring, og jeg meldte mig syg på kommunen. Men det gjorde bare ondt værre. Det gav mig økonomiske problemer, og alle ved hvordan det kan stresse. Derudover skal man tvinges i aktivering, søge jobs og røv og nøgler. JEG ER FUCKING SYG! og jeg bliver ikke rask af at få presset så meget lort ned over hovedet. Ja, undskyld.
Efter alt det bøvl, besluttede jeg at finde mig et arbejde. Der var gået en måneds tid og jeg havde det fint nok, men jeg fik det bare værre at at få “hjælp” af kommunen. Så fik jeg arbejde på hotellet, og det gik godt derfra, og det har været den bedste arbejdsplads indtil videre. Men efter halvandet år skulle jeg videre. Jeg mødte kl 6 om morgenen, og det var tid til noget andet.
JEG MÅTTE FINDE PÅ NOGET HELT NYT.
Så jeg startede på GSK matematik C. Det havde altid naget mig at jeg dumpede dengang i 1. G. Jeg opdagede at jeg godt kunne finde ud af det, og at jeg faktisk synes det var sjovt. Så jeg tog det også på B-niveau, og bestod. Det var noget af en sejr for mig, og besluttede mig for at tage DTU’s adgangskursus, med matematik, fysik og kemi. Det var skidespændende, og jeg kunne rigtig godt lide det, men jeg kom lidt skidt fra start, og lidt før eksamen droppede jeg ud.
Så blev jeg optaget på multimediedesign i vinters, og nåede at blive ret vild med det, men dumpede studiestartsprøven og blev smidt ud. Jeg havde rigtig mange problemer med den prøve, men der var ingen hjælp at hente nogen steder, og selvom jeg skrev en lang mail til min lærer, var det bare ærgerligt. Generelt var der bare rigtig mange problemer med KEA, og jeg er ikke den eneste der har haft problemer med dem. Det tog f.x. næsten 2 måneder at få min SU. Prøv lige at spørg om det gav stress? Dét oveni opgaven og at blive smidt ud, fik lige filmen til at knække. BAM og stressen var tilbage. Den har nok bygget sig op over et stykke tid, men jeg kunne slet ikke have noget i hovedet. Den aften jeg fik at vide jeg blev smidt ud, ringede jeg til min kæreste og bare tudede. Jeg er godt nok glad for at jeg har ham, især i sådan nogle situationer som nu.
Hvad skal jeg så gøre nu? Det er mildt sagt frustrerende ikke at have nogen længere sigtet plan for hvad der skal ske og hvor jeg skal hen. Men én ting er sikkert- jeg er røvtræt af at have stress!
